Dramatisk Trekking I Usambara Mountains

Efter en fantastisk uge i vidunderlige Tanga, gik turen videre ind i landet til Usambara Mountains, naermere bestemt hovedbyen Lushoto. Her tilbragte vi et par dage med Malariatjek, restituering, mislykkede besoeg paa byens fallerede internetcafe, madlavning af hoejeste kaliber, samt meget mere. Herefter gik turen videre til Mlala, hvor vi tidligt torsdag morgen skulle starte vores 3-dages trek.

Spaendte til bristepunktet sprang vi derfor op af dynerne (her skal forstaes telt, liggerunderlag, haard jord m.m.), denne torsdag morgen hvor alt saa ud til at skulle gaa op i en hoejere enhed. Vi skulle hurtigt blive klogere. Med ca. 18 kilos oppakning per mand (12 per kvinde) drog vi derfor ud paa vores liovs vandring. Trekket blev indledt med noget af rutens haardeste terraen, med en stejl stigning opad paa en times tid. Baaret af vidunderlig smuk morgensang fra missionshuset, vi havde overnattet ved, gik turen opad mod det ukendte. Det ukendte blev snart mere kendt, men det dramatiske terraen fortsatte det meste af dagen. Desvaerre var terraennet ikke det eneste dramatiske, eftersom den ene af pigerne fra vores rejsegruppe broed sammen efter en halv times tids vandring. En blanding af det uvejsomme terraen, den afsindige varme og chokket over frontgruppens (laes her: Michael og Bjarkes) maeske lidt for raske trav, havde ramt hende paa en maade som ikke var videre behageligt. Efter en hurtig rygsaek-rotation, troest, samt opmuntrende bemaerkninger, gik turen videre over stok og sten. Gode 8 timer senere, havde vi naaet dagens maal - en miniatureudgave af paradis, beliggende uden for landsbyen Sunga. Her dannede den smukke natur rammen for vores foerste, tiltraengte, overnatning i det vilde.

Morgenen gryede, og oemme kroppe rejste sig fra stoevet. Tanzanianske landsbykvinder begyndte at vrimle omkring, taet paa vores lille lejr, for at samle braende til dagens huslige opgaver. Et imponerende syn, at se disse kvinder baere kaempe bunker af trae med en diameter paa op til en halv meter, paa hovedet, uden at fortraekke en mine. Halvnynnende, kom disse skikkelser vuggende igennem landskabet i morgenskumringen.
Efter en tiltraengt kop te, en banan og en paere maatte de oemme skuldre igen indlede sig paa, at baere den tunge byrde af vores proppede rygsaekke. Foran os laa en noget mere overkommelig dag med en rute der teoretisk set kun skulle tage 4-5 timer. Ogsaa denne dag skulle vi blive overraskede - heldigvis positivt. Efter et par timers vandring gennem den mangfoldige tanzanianske regnskov, naaede vi til en lille lokal primary school beliggende i det smukke terraen ovenfor den tilstoeddende landsby. Efter et par shots med spejlrefleksen af de paa samme tid baade sky og naergaaende tanzanianske boern, troede vi at turen skulle gaa videre. Vi blev hurtigt klogere. Ud af den blaa luft dukkede lederen af den lille primary school op, og insisterede paa at vi da skulle ha en lille rundvisning m.m. Snart blev vi moedt af over hundred af boernestemmer i - hver - af de 5 forskellige klasser, der enstemmigt boed baade deres skoleleder og vores lille gruppe velkommen i netop deres klasse. Efterfoelgende blev samtlige af skolens smaa 700 elever kaldt ud paa et udendoers faellesareal, hvorfra de paa rad og raekke begyndte at opfoere baade sang og dans. Den udsoegte skoenhed af disse tanzanianske "smaa"boerns stemmebaand, blev - desvaerre - afloest af skolelederens oenske om, at vores lille gruppe skulle opfoere en sang fra vores hjemland..... Den danske Nationalsang skulle hurtigt vise sig at blive skammisbrugt til dette formaal. En blandning af noget der minder om tonerne fra en god gang tysk schlagermusik, samt lyden (ej tonerne) fra en gruppe, halvfede, helfulde danske rooligans forsoeg paa at gengive vores nationalsang paa en mandig og samtidig smuk maade, begyndte derfor at fylde dalen. Skepsissen viste sig i ansigterne hos nogle, mens andre - klogt - valgte ikke at fortraekke en mine. Herefter skyndte vi os hurtigt vaek derfra. En afsked der paa trods af episoden forinden, baade var praeget af high fives og udbredte klapsalver.
Oploeftede af denne (primaert) positive episode begav vi os derfor ud paa de sidste par timers vandring mod vores maal - en skaldet tindetop loeftet over landsbyen Mtai, der strakte sig kilometervis over en bjergryg i smaa 1800 meters hoejde. Her dannede en fantastisk udsigt over lavlandet, en smuk solnedgang, samt en efterfoelgende vedvarende sandstorm, rammen om dagens overnatning. Hertil skal desuden tilfoejes at pigerne denne dag havde klaret sig igennem den strabadserende rute til UG, med fuld oppakning og det hele! kadou der..

Den foelgende, sidste trekkingdag i denne omgang, foregik noget nemmere. Rygsaekkende blev koert til endemaalet, for at lindre den tiltagende smerte i skulderregionen for nogen, for andre for at goere turen baade mere overkommelig oven paa 2 haarde dage, samt at goere den fantastiske natur lettere at nyde. Raskt gik det derudaf, og 4 timers trekking senere havde vi allerede naaet trekkets endemaal - et vidunderligt beliggende kloster i den lille landsby, Rangwe. Klosteret var de efterfoelgende par doegn, det renlige, rolige miljoe, som var lige hvad vi havde brug for, efter 3 doegn i felten.