Under overfladen

Efter 4 uger i Tanzanias fastland er vi nu kommet til Zanzibar. Overfarten var dramatisk gruyndet en bytur dagen forinden. Advarsel: Sejlads, alkohol og hoeje temperaturer boer ikke blandes. Naa men vi kom alle frem i sikkerhed til vores hus i Jambiani. Foerste raekke til vandet, det bliver ikke bedre. Den foeste uge gik med: Ultimate, badning, indtagelse af kolde oel og vin og saa en smule madlavning. Sidst paa ugen begyndte det planlagte dykkerkursus. Bjarke, Michael og Annemette stod alle klar ved poolen paa foerstedagen, og man maa sige vi lagde haardt ud med et straekt team. En ny verden aabnede sig for os under vandoverfladen: fliser og skidt var blandt de mest eksotiske ting vi saa i poolen denne dag. Efter to dage med intensiv laesning og to ture i poolen med dykkerudstyr var vores nylaerte skills nu saa fastboret paa ryggraden, at vi var klar til det aabne hav. Spaendende. Over boelger og tang det gik i vores dykkerbaad med indbygget pool (En/mange utaetheder gjorde at baaden tog vand ind). Naa man baaden var stor og som vi havde laert i undervisningen skulle der traekke en del vand ind i baaden foer den sank. Saa alle var rolige. Alle trillede bagover ud over kanten af baaden. Og alle moedte et naesten ubeskriveligt syn da de saa det koalrev som befandt sig under dem. Fisk og koraller i alverdens farver og en synlighed paa 30 meter i det smukke blaa vand. Men pludselig blev der sat en stopper for idyllen. Bjarke kunne ikke komme til bunden og det var ellers ikke fordi han ikke proevede. En fysiologisk diskompabilitet umuliggjorde det for Bjarke at trykudligne og hvis han fortsatte ville hans trommehinder blive spraengt til atomer. En trist slutning paa et alt for kort eventyr. Anne Mette og Michael svoemmede dermod som fisk i vandet og efter 4 dyk paa det aabne hav og en bestaaet teoriproeve fik de til stor glaede deres dykkercertifikat. Her skal det naevnes at Bjarke ogsaa bestod teoriproeven til UG med kryds og bolle. Vi ses snart

Knus Bjarke og Michael

Tour de Lengai

Landroveren som stod klar paa grusvejen foran os lignede en bil som havde faaet mange taesk igennem sin barndom. En brugt, men dog solid bil, troede vi. Og det gik da ogsaa godt det foerste kvarter. Et daek punkterede, hvilket bilen for saa vidt ikke kunne goere for, men andre skavanker vidste sig hurtig, og dette var med til at paavirke stemningen i bilen. Koereturen som var estimeret til 1 times intens koersel, blev med et forvandlet til 3 timers koersel i et taerraen, som ville var en tanks vaerdig. Turen set fra ladet af en bil var ellers utrolig smuk og dyrene poserede til stor glaede for kamerarene. Paa troeds af dette faldt korerturen ikke i god jord hos alle gruppens deltagere og der gik naermest panik blandt nogle af disse. Men der var jo ikke saa meget at goere, vi maatte videre. Endelig naeede vi frem til den lokale skole hvor vi skulle overnatte, og efter et tiltraengt maaltid og en stribe paa hinanden foelgende ool blev stemningen langsomt bedre.
Natten gik sin gang, og naeste morgen stod vi klar til endnu en dag, som skulle bringe os taettere paa det maal som vi hele tiden havde sigtet efter: Oldonai Lengai, En kegleformet vulkan med en utrolig stigning og en stor aktivitet gennem de forgaaene aar. Denne masaiernes Hellige Bjerg skulle bestiges, den naeste nat, af de seks bjerggeder: Alex, Jackson, Mads, Palle, Bjarke og Michael. Spaendende!!
Dagen startede med noget af en drama, som opstod idet Michael skulle paa toilet. Toilleterne som var tilknyttet skolen laa hinsides placeret, hvilket skulle faa en meget stor betydning for det handlingsforloeb vi nu vil beskrive: Efter et vellykket toiletbesoeg, som ellers havde en kraevende profil, besluttede Michael sig underlig nok for at ville ud af toilettet. Men dette var nemmere taenkt end gjort. En flok lokale boern havde laast doeren, og idet vinden denne dag ikke var til noedraab fra et hinsides toilet, maatte Michael paa bedste Bruce Lee vis placere en raekke stoed i nyren paa den ellers fine doer. Efter en halv snes slag havde doeren kun rykket sig en smule, og der maatte derfor taenkes i andre baner. At lave roegsinaler udaf det medbragte toiletpapir ville vaere en sikker redning hvis man havde en lighter til stede. Men dette var ikke tilfaedet og Michael maatte i stedet raabe af sine lungers fulde kraft for ikke at raadne op paa dette ellers fine toilet. Doeren modtog endnu et par slag, og endlig maatte den give sig/kaste haandklaedet i ringen, da vores kok kom til noedsaetning. Mads havde undret sig over hvor Michael blev af, men idet Bjarke kunne bekraefte at et toiletbesoeg kunne vaere et laengerevarende fortagende naar man hedder Michael Rand, tog han det med ro.
Landroveren blev pakket og over stok og sten gik det da i et par kilometer, hvorefter vi saa os selv strandet paa den Afrikanske Savanne. Bilen var Umiddelbart ikke til at lave, og Jackson valgte at begive sig i retning mod en by som han mente laa en times gang forude. Alt imens blev tiden fordrevet med ultimate og pludselig ville bilen koerer igen. Den ellers umiddelbart heltemodige Jakson havde gaaet i tre kvater og var kun naaet omkring 1/7 af vejen ud til byen. Naa men bilen koerte igen og efter en times koresel naaede vi civilisation. Skaebnen ville at en fulg her skulle skide Bjarke paa laaret og vi vidste i dette oejeblik at vores uheld var vendt. Efter en kort tids koersel kunne vi nu se Lengai og stemningen var hoej hos drengene. Pigerne var derimod mild sagt ikke positive og diskusionen om hvorvidt vi skulle fortsaette blev foretaget i et meget hoejt toneleje. Da bilen stoppede trejde gang denne dag paa grund af tekniske problemer maatte vi indse en ellers skraemmende sandhed. Det var ikke forsvarligt at koerer videre og vores droemme om Lengai braste i ruiner. Det var moej traels, men i tanken om at vi havde gjort hvad vi kunne og virkelig kaempet for denne droem, maatte vi acceptere at en gammel landrover ikke er tilstraekkelig i Afrikas barske natur. Efter mange timers koersel endte vi i Arusha, hvor vi kunne slappe af efter en haard og umattende uge. Det skal til slut siges at vi i landroveren denne dag baade koerte om kap med giraffer og strudse, og noget sjovere syn end en giraf der loeber af fulde kraeft er svaert at taenke sig til :)

Trekking med massaierne som vaerter

Efter nogle stressende dage i turistfaelden, Arusha, gik turen videre mod Great Rift Valley - Massailand. de kommende par dage skulle vi bo hos den ene af vores to guider, Morani, paa hans yderst mondaene adresse i Monduli village (sattelit-tv og et "rigtigt" hus, er ikke almindeligt for en Massai)

Om loerdagen tog vi en lille opvarmningstur forud for de naeste dages trek - bestigning af Monduli Mountain. Med sine 2800 meter hoejde og med en rute der gik ca. 900 hoejdemeter op, skulle dette umiddelbart vaere en smal sag. efter at have faaet en solid gang proteinrig morgenmad, gik turen derfor op ad bjergskraaningen, med den fedladede guide Jackson i spidsen. Hans lidt for lave tempo var med til at pisse alphahannerne i gruppen (laes her: Michael, Bjarke og til dels Mads) lidt af, saa det uundgaaelige skete, og pumbaen blev passeret, saaledes han maatte dumpe ned i gruppen - I hvert fald for et stykke tid.
Som turen op af bjerget for alvor begyndte, blev alphahannernes tempo saenket en smule, mens Jackson fortsatte ufortroedent videre som et tysk kraftvaerk, i samme tempo som foer. Dette skulle vi dog hurtigt blive glade for, eftersom der ikke gik laenge foer det (stort set) var ude med os. Jacksons oerneblik spottede en faelde som var sat op lige praecis paa det sted som vores rute foerte os over. Den var sat op paa ulovlig vis, og var beregnet til primaert at spidde smaa Dik Dik hjorte. Dens fjedrende kraft var dog mere end rigeligt til selv at kunne have spiddet en fuldfed tysker, paa vej hjem fra oktober-fest. En hurtig afmontering senere, gik turen videre op af bjerget, og det varede ikke laenge foer man kunne begynde at ane spidsen. Paa vejen stoedte vi bl.a. ind i efterladenskaberne fra de elefanter, der i tide og utide huserer paa bjerget. utroligt at saadanne kollosale monstroese skabninger kan leve i fuldt vigoer paa et sted som dette, der naermest er ufremkommeligt for mennesker.
Foer forloesningens oejeblik var naaet, maatte vi dog passere et stykke, der havde faaet selv kyllingen fra Toelloese, til at vende broedflov om. Det varede dog heler ikke laenge foer bjerget kraevede sit foerste offer - et sammenbrud hos den ene af pigerne, der ellers begge havde klaret stigningen i stiv arm (eller ben). Det varede dog alligevel ikke laenge foer vi kunne proklamere os som vindere af bjkerget. En fantastisk langstrakt udsigt over omraadet moedte os, og dette syn var hele turen vaerd.

Dagen efter skulle turen ud mod selve Great Rift Valley begynde. Efter en formiddag der blev spenderet paa det lokale marked og med pakning af grejet, satte gruppen afsted ud over de evige graesmarker, der paa dette tidspunkt af aaret desvaerre ikke saa blot det mindste groenne ud. Denne dag maatte dog gennemfoeres uden Michael, eftersom han var blevet vejet og fundet for let - sygdommen havde faaetr sit tag over ham. Paa trods af det uundvaerlige fravaer (Bob-bob), skulle det dog alligevel blive et fedt trek. landskabet boed paa en saadan diversitet at ens sanseapperat naermest blev overstimuleret. Det toerre landskab beklaedt med akacietraeer og bomaer (massaiernes traditionelle cirkelgrupperinger af deres hytter), dannede rammen for de naeste tre timer, inden vi naaede frem til dagens endemaal - vores campsite, der laa lige paa kanten af Great Rift Valley, med en fantastisk udsoegt udsigt ud over dalen.
Den smukke udsigt, blev om aftenen fejret med oel- og koedfest. Her grillede vi over baalet denged, som et par massaier tidligere paa aftenen havde slagtet og draebt for oejnene af os, paa traditionel Massai-vis. Geden led kvaelningsdoeden! et baade barskt syn, men ogsa en metode der giver en fantastisk indsigt i massaiernes maade at leve paa. kvaelningen fremprovokerer at al bloden samles nede i maven, saaledes intet fra geden gaar til spilde. Senere da koedet var blevet spist fik vi vitterligt syn for sagerne eftersom massaierne brugte rub og stub (herunder indvolde, hoved, sind, you name it), i diverse gryderetter, suppe, medicin, m.m.

Dagen efter stod vi op til en fantastisk smuk solopgang over saavel Mount Meru og Kilimanjaro, der begge stod tydeligt i horisonten og poserede fra deres bedste side, denne mandag morgen. dagens trek blev begyndt tildligt om morgenen, baade for at foroege chancen for at se dyr, samt for ikke at skulle trekke for meget i den bagende eftermiddagssol. Turen gik ned i selve dalen, hvorfra vi vandrede op igennem dalen i retning af Ngorongoro-krateret. Paa den ca. 7 timer lange tur stoedte vi ind i alskens skabninger. Alt lige fra smukt udsmykkedde massaier, over bavianer, zebraer, samt ikke mindst giraffer, aabenbarede sig for vores oejne. Vi fik hurtigt oejnene op for, at der er en verden til forskel rent oplevelsesmaessigt fra at sidde bag ruden i en safaribil og se paa de dyr man forventeligt kommer forbi, til at gaa rundt ude i den oede natur, for pludselig naermest at blive rendt ned af meterhoeje giraffer - en oplevelse der boer og skal proeves.
Som timerne skred frem begyndte vi at naerme os dagens endemaal, i hvert fald i foelge vores guide Jackson. det skal her siges at massaiers tidsfornemmelse ikke er noget man skal laegge saerligt meget vaegt paa, eftersom anslaaede 10 min for dem kan vaerre det samme som 2 timer reelt. Den store viser skred hastigt over 12, og eftermiddagssolen tog til i styrke, og varmede hurtigt dalen op. Det foeltes som at befinde sig i en gigantisk stegepande, hvor kanterne af panden naermest syntes uopnaalelige. vores medbragte vand blev varmet op til en temperatur, der kunne faa selv vaeden fra lunkne slotsoel paa Jelling Festival til at synes kold og mild paa vej ned gennem ganen. Endelig naaede vi frem til selve trekkets endemaal, en oede grusvej, hvorfra en Land Rover skulle foerre os videre ud paa eventyr..

Paa ekspedition i Tarangire nationalpark

Klokken slog 05.00 og med et vaagnede vi ved lyden af Bjarkes mobil. Biib Biib Biib... Vores nattesoevn havde vaeret et kortvarrig fornoegelse eftersom Champions league fodboldkampen, Juventus - Chelsea, havde holdt os haengende i en bar til klokken 00.30. Naa men op skulle vi, og efter bevidstheden stille indtraef begyndte vi at se frem til dagens strabasser. Paa safari i Tarangire Nationalpark.
Imens solen langtsomt besteg landskabets bjerge og spredte sit lys over den vilde oedemark, koerte vores safaribil, en rigtig benzinsluger, afsted over stok og sten for at bringe os til Tarangire. Alt imens dette udspillede sig tog vi os en velfortjent lur paa de komfortable bagsidder for foerst at vaagne idet dyrene kom til syne. Zebraer, Gnuer, Sjakaler, Elefanter, Giraffer, Vortesvin, Vand Boeffeler, Impalaer, Dik Dik, Manguster - En Skildpadde, en Ghekko , en Boeffel og en Gazelle - moedte os i massevis. Dyrene blaeste paa vores tilstedevaerelse, men poserede gerne for kameraet, hvilket jo i bund og grund var helt udemaerket :) Til forskel fra majoriteten var girafferne naermest paralyserede over synet af os. Deres gumlen paa savanens akaciatraeer forsatte dog og intet tyder paa at de tog nogen form for skade. Safarien forsatte, desvaerre uden skyggen af hverken loever, leoparder eller andre frygtingydende dyr. Langtsomt som vi kom op af dagen og solen begyndte at staa hoejt paa hilmen, begyndte varmen for alvor at ramme os i vores store bil. Alternativet til at sidde i den brandvarme bil var at stikke kroppen halvvejs ud af de specielt designede huller i taget. Og dette maatte siges at vaere et sublimt alternativ, blot man tog sig i agt for de Akaciatraeer som med deres store naale hurtig kunne forvolde skade paa et ellers saa koent ansigt.
Omkring 10000 billeder efter det hele var startet havde vi faaet fyldt vores sanseapperat, og vi kunne i ro og mag/ i sovende tilstand rulle mod Arusha. Det var hvad man kan kalde en god dag :)

Dramatisk Trekking I Usambara Mountains

Efter en fantastisk uge i vidunderlige Tanga, gik turen videre ind i landet til Usambara Mountains, naermere bestemt hovedbyen Lushoto. Her tilbragte vi et par dage med Malariatjek, restituering, mislykkede besoeg paa byens fallerede internetcafe, madlavning af hoejeste kaliber, samt meget mere. Herefter gik turen videre til Mlala, hvor vi tidligt torsdag morgen skulle starte vores 3-dages trek.

Spaendte til bristepunktet sprang vi derfor op af dynerne (her skal forstaes telt, liggerunderlag, haard jord m.m.), denne torsdag morgen hvor alt saa ud til at skulle gaa op i en hoejere enhed. Vi skulle hurtigt blive klogere. Med ca. 18 kilos oppakning per mand (12 per kvinde) drog vi derfor ud paa vores liovs vandring. Trekket blev indledt med noget af rutens haardeste terraen, med en stejl stigning opad paa en times tid. Baaret af vidunderlig smuk morgensang fra missionshuset, vi havde overnattet ved, gik turen opad mod det ukendte. Det ukendte blev snart mere kendt, men det dramatiske terraen fortsatte det meste af dagen. Desvaerre var terraennet ikke det eneste dramatiske, eftersom den ene af pigerne fra vores rejsegruppe broed sammen efter en halv times tids vandring. En blanding af det uvejsomme terraen, den afsindige varme og chokket over frontgruppens (laes her: Michael og Bjarkes) maeske lidt for raske trav, havde ramt hende paa en maade som ikke var videre behageligt. Efter en hurtig rygsaek-rotation, troest, samt opmuntrende bemaerkninger, gik turen videre over stok og sten. Gode 8 timer senere, havde vi naaet dagens maal - en miniatureudgave af paradis, beliggende uden for landsbyen Sunga. Her dannede den smukke natur rammen for vores foerste, tiltraengte, overnatning i det vilde.

Morgenen gryede, og oemme kroppe rejste sig fra stoevet. Tanzanianske landsbykvinder begyndte at vrimle omkring, taet paa vores lille lejr, for at samle braende til dagens huslige opgaver. Et imponerende syn, at se disse kvinder baere kaempe bunker af trae med en diameter paa op til en halv meter, paa hovedet, uden at fortraekke en mine. Halvnynnende, kom disse skikkelser vuggende igennem landskabet i morgenskumringen.
Efter en tiltraengt kop te, en banan og en paere maatte de oemme skuldre igen indlede sig paa, at baere den tunge byrde af vores proppede rygsaekke. Foran os laa en noget mere overkommelig dag med en rute der teoretisk set kun skulle tage 4-5 timer. Ogsaa denne dag skulle vi blive overraskede - heldigvis positivt. Efter et par timers vandring gennem den mangfoldige tanzanianske regnskov, naaede vi til en lille lokal primary school beliggende i det smukke terraen ovenfor den tilstoeddende landsby. Efter et par shots med spejlrefleksen af de paa samme tid baade sky og naergaaende tanzanianske boern, troede vi at turen skulle gaa videre. Vi blev hurtigt klogere. Ud af den blaa luft dukkede lederen af den lille primary school op, og insisterede paa at vi da skulle ha en lille rundvisning m.m. Snart blev vi moedt af over hundred af boernestemmer i - hver - af de 5 forskellige klasser, der enstemmigt boed baade deres skoleleder og vores lille gruppe velkommen i netop deres klasse. Efterfoelgende blev samtlige af skolens smaa 700 elever kaldt ud paa et udendoers faellesareal, hvorfra de paa rad og raekke begyndte at opfoere baade sang og dans. Den udsoegte skoenhed af disse tanzanianske "smaa"boerns stemmebaand, blev - desvaerre - afloest af skolelederens oenske om, at vores lille gruppe skulle opfoere en sang fra vores hjemland..... Den danske Nationalsang skulle hurtigt vise sig at blive skammisbrugt til dette formaal. En blandning af noget der minder om tonerne fra en god gang tysk schlagermusik, samt lyden (ej tonerne) fra en gruppe, halvfede, helfulde danske rooligans forsoeg paa at gengive vores nationalsang paa en mandig og samtidig smuk maade, begyndte derfor at fylde dalen. Skepsissen viste sig i ansigterne hos nogle, mens andre - klogt - valgte ikke at fortraekke en mine. Herefter skyndte vi os hurtigt vaek derfra. En afsked der paa trods af episoden forinden, baade var praeget af high fives og udbredte klapsalver.
Oploeftede af denne (primaert) positive episode begav vi os derfor ud paa de sidste par timers vandring mod vores maal - en skaldet tindetop loeftet over landsbyen Mtai, der strakte sig kilometervis over en bjergryg i smaa 1800 meters hoejde. Her dannede en fantastisk udsigt over lavlandet, en smuk solnedgang, samt en efterfoelgende vedvarende sandstorm, rammen om dagens overnatning. Hertil skal desuden tilfoejes at pigerne denne dag havde klaret sig igennem den strabadserende rute til UG, med fuld oppakning og det hele! kadou der..

Den foelgende, sidste trekkingdag i denne omgang, foregik noget nemmere. Rygsaekkende blev koert til endemaalet, for at lindre den tiltagende smerte i skulderregionen for nogen, for andre for at goere turen baade mere overkommelig oven paa 2 haarde dage, samt at goere den fantastiske natur lettere at nyde. Raskt gik det derudaf, og 4 timers trekking senere havde vi allerede naaet trekkets endemaal - et vidunderligt beliggende kloster i den lille landsby, Rangwe. Klosteret var de efterfoelgende par doegn, det renlige, rolige miljoe, som var lige hvad vi havde brug for, efter 3 doegn i felten.

Hvordan kunne det ske?

Himmelen var blaa vinden var mild og Vi befandt os stadig i havnebyen Tanga. Alex, vores afrikanske guide havde praesteret at skaffe en haandfuld solide cykler saa vi nu kunne udforske de indtil da ukendte egne af Tanga. Feltet af cykelryttere var i disse dage staerkt og der var overskud til at skue udover det travle byliv, paa trods af de mange undvigelser man maatte udfore i haabet om ikke at ramme hullerne i den lidt forsoemte vej.
Cykelen blev skiftet ud med gaaben idet en abeflok viste sig i det fjene og abejagten gik ind, desvaerre uden stoerre succes. Den mislykkede abejagt fyldte dog ikke laenge i vores sind, idet en anden oplevelse total overskyggede denne begivenhed. Paa en graes/jordbane i centrum af Tanga moedte en uventet syn os. ULTIMATE. Discen floeg, som kunne det have vaeret paa banerne foran Toerring Gymnasium og spillerne, som baade var af Afrikans og Vestlig herkomst, spillede spillet som om de aldrig havde lavet andet. "Tanga Disccontrol" blev hurtig sat i staevne af et velspillende dansk hold bestaaende af Mads, Bjarke og Michael. Holdene blev dog mixede og paa trods af de lidt uklare baneafgraeninger endte det hele i en framragende match. (Vinderen blev ioerigt det hold hvorpaa Michael var :p). Ultimate har vist sig ikke kun at vaere en gentlemansport, men ogsaa en fremragende integrationssport som forener spillere af vestlig afkomst med spillere af afrikansk baggrund.

En ny dag var oprundet, solen var altsaa staaet op, og en lokalbaad lagde til kaj ved stranden udfor vores hotel. Det var nu det skulle ske. En droem skulle gaa i opfyldelse. Vi skulle ud at fiske efter Marlin, Tun, Hajer.... Vandet var stille og kun faa boelger skabt af en mild vind viste sig denne dag paa havoverfladen. De 35 heste som var spaendt for den lille lokale baad blev startet vedhjaelp af afrikanskraastyrke, og afsted det gik. Efter timers fiskeri med forfang, plastic og doed agn skete der...... Ikke det mindste. Tvivlen i vores(Mads, Bjarke, Alex og Michaels) sind var stor og gode raad var dyre. Men med et slog det os. De lokale fiskere havde misforstaaet vores maal med turen, og havde i god mening sat jagten ind paa fisk i hundestejle stoerrelse. Oev... De lokale fiske forklarerede os fortroesningsfuldt at de vidste hvor de store fisk var og stemningen kunne hurtigt have vaeret vendt, hvis det ikke var fordi de i samme saetning sagde at vi var for langt vaek derfra nu. Den begraensende faktor(i foelge os :)) for storfangst var denne dag ikke paavirket af de ellers, hvis vi selv skal sige det, rimelig serioese fiskere, men var derimod dannet af fusionen mellem en lille misforstaaelse, varmt vand og meget dovne fisk. Gnisten var dog ikke helt slukket i vores hjerter, idet vi viste at dette blot var en opvarmningstur.

Soendagen derpaa drog vi afsted mod et resort hvorfra professionelle big game fishing baade blev sendt ud. Seks mand hoej (Anne Mette, Sofie, Mads, Bjarke, Alex og Michael) stod klar til at belejre denne baad i haabet om at lande blot en lille fisk. Skibsbesaetningen bestod af en mand med udseende af somalisk pirat og en engelsk foedt Allan Quatermain. 170 heste blev startet med en droen, og man kan vist roligt sige at denne baad baade kunne give en lupo og en mazda 626 baghjul. Baaden broed vandets overfalde som et barberblad og vandet sprojtede i maengder, som dannede en regnbue. Og pludselig. En sejlfisk viser sig i det fjene. Et kraftspring man ikke havde troet muligt. Men var fisken sulten. Nej. Tiden gik og haabet blev mindre da vi pludselig stod over for et levende hav. Havoverfladen var daekket af kingfish og jagten paa fisk havde nu naaet en hidtil ukendt intensitet. Men fiskene ville denne dag ikke spise vores agn omend vi saa proppede den langt ned i halsen paa dem. Et enkelt bid blev det til, men ingen rigtig fight. Skuffelsen var stor, men oplevelsen af sejlfisken, fiskestimmerne og omgivelserne overskyggede heldigvis fiaskoen. Vandet paa det aabne hav var denne dag 32 grader og dette samt bla. dynamitfiskeri var grunden til, at vi denne dag igen maatte gaa tomhaendet hjem hvad angaar fisk. Bortset fra dette havde vi en rigtig god dag, og hjemturen boed bl.a. paa en af afrikas charmer, et kaempe mudder hul paa vejen. En halv snes maend skulle til der til for at skubbe den fri og det var bare hyggeligt :)

Turen har intil videre vaeret super og vores rejsearrangoer Accees2 har leveret en praestation der er til ug med kryds, bolle og slange... Det skal opleves!!

Ekspedition til Mangrovens Hjerte

Solen var knap staaet op over den tanzinianske himmel da undervisningen i kulturforstaaelse blev igangsat. Temperaturen havde paa dette tilpunkt allerede oversteget den maksimale temperatur man kan forvente i loebet af en dansk sommer. Dagen forinden havde vi igen fejret Bjakes foedselsdag med et lille indtag af Kilemanjaro, en velsmagende pilsner. Alt var fryd og gammen, paa naer af lidt maveproblemer.
Ved middagstid var alle mand friske igen, og turen gik nu til Tangas bugt. Her moedtes vi med en tysk kvinde, som igennem 30 aar havde boet og arbejdet i Tanzania. Sibulle(kvinden) skulle guide os ud i mangroven, hvor vi derefter skulle lade os flyde med tidevandet gennem de faa kanaler som var tilstede imellem de herskene mangrove traeer.
Gaaturen til mangroven var ubeskrivelig smuk og de mange nye sanseindtryk og Sibulles formidling af sin viden gjorde at man paa dette tidspunkt kunne abstrahere fra solens termiske bombedemant. Efter 3 kilometer naaede vi vores maal ude midt i mangroven. Vi stod over for fantastiske naturkraefter da vi saa tidevandets kraefter drive en staerk strom i en af de kanaler som laa i hjertet af mangroven. Vi kastede os usikre ud i kanalen for at opdage hvilke kraefter tidevandet har. Hvis man var i stand til at flyde ville man kunne ligge paa ryggen under naesten hele turen i vandet, som var 4 kilometer lang og varede 1 time. Grundet den store muskelmasse, som var at finde hos os begge var dette dog en fornoegelse vi maate overlade til pigerne(Fedt vejer forholdvis mindre en muskler, og giver derfor bedre opdrift :p). Isoleret fra omverdenen, af mangroven, lod vi os drive med stroemmen. Denne foerte os til et landskab vi aldrig foer havde stiftet bekendtskab med, hverken i virkeligheden eller paa film. Tidevandet, dyrelivet og mangroverne dannede i faellesskab et fantastisk smukt og ioerigt uberoert miljoe.
Da vi igen havde fast land under foedderne begyndte vi at kunne maerke solens effekt paa vores kroppe og dette i samspil med 2 timer uden drikkevand, gjorde at vi langtsom blev mere og mere kogte. Viljen var dog stadig i behold og dette beloennede sig da ogsaa, for da vi efter en MEGET lang gaatur naaede Sibulles hus blev der fundet iskolde oel frem samt isvand som hurtigt blev sat til livs.
Aftenmaden stod paa fisk samt ris og paa trods af at Sibulle virkelig gav os alle baghjul hvad angik indtaget af oel havde dette alt i alt vaeret en fantastisk dag. Hun var en rigtig tysker!

Saa er vi her.!!!

Efter at have floejet hele natten mellem den 21. og den 22. februar, ankom vi endelig til Dar Es Salaam, hovedstaden i Tanzania. Det foerste der moedte os da vi steg ud af flyet var en mur af varme uden lige. I loebet af faa sekunder piblede sveden frem paa pandebrasken, og kontrasten til det danske vintervejr var paa samme tid slaaende og ubegribelig.
Kl 7.00 ankom vi til vores stort set ubeboede hotel, hvor kun kakkerlakker og en flok afrikanske maend i bare overkroppe, stod klar til vores velkomst. Efter at have indlogeret os paa det ellers fine hotel, var vi klar til at udforske byens mangfoldigheder. Hurtigt opdagede vi hvordan nogle lokale brugte venlighed og charme til at komme i kontakt med os i business oejemed, mens andre blot var venlige af sind. Efter en lang dag med baade smaalure, heftigt indtag af vand, samt bagende sol, endte vi op paa en restaurant, hvor vi skulle have vores foerste kulinariske moede med det afrikanske kontinent, og man maa sige vores smagsloeg blev sparket af led. Menuen boed paa Octopus ala Pemba - stegte blaeksprutearme i kokosnoeddsovs, med dertilhoerrende french fries og sugekopper. Moedet blev baade udfordrende samt maettende, idet det for os begge endte ud med en tom tallerken.

Ovenpaa den forudgaaende dag, maatte vi tidligt op kl. halv 6, for at kunne naa bussen. Med 130 i timen over stok, sten og vejbomb - vejene var dog acceptable (og bedre end forventet) - naaede vi frem til den kommende uges destination, Tanga - en havneby beligende paa den tanzanianske nordoestkyst. Her moedte vi synet af vores fantastiske hotel, med dertilhoerende havudsigt fra vores vaerelse, god service, samt laekkert (og varmt) badevand. Til vores store overraskelse var der deusden toilet MED toiletpapir, i stedet for blot en spand til at skylle den venstre haand med...

Haaber alt staar vel til i Danmark, og at i ikke savner os for meget ;-)

Hilsner, kaerlige hilsner, kys eller kram, til dem af jer der maatte mene i sku ha' det.

Michael og Bjarke